Om Cornerstone

Cornerstone Education Centre ligger i Swaziland i det sydlige Afrika. På skolen undervises ca. 80 børn i alderen 3-22 år med indlæringsvanskeligheder og handicap. Børnene falder igennem det etablerede skolesystem, og uden undervisningen på Cornerstone risikerer de ikke at få grundlæggende læse- og skrivefærdigheder eller en uddannelse, hvilket er afgørende for at klare sig i et fattigt land som Swaziland.

Desiree Alexander i midten

Cornerstone er drevet af ildsjælen, Desiree Alexander, som sammen med sine døtre Neo og Mpho i januar 2007 følte et behov for at starte en skole for børn med blandt andet Downs syndrom, autisme, spastisk lammelse, ordblindhed og talblindhed for at give børnene den nødvendige hjælp. Børnene bliver tabt i det almindelige skolesystem, som ikke har den nødvendige viden og kapacitet til at håndtere de udfordringer, disse udsatte børn står over for. Udfordringerne bliver ikke mindre af, at børn i Swaziland med handicap anses for at være forheksede, og derfor bliver nogle af disse børn gemt væk.

Cornerstone modtager ingen offentlig større, lærerne arbejder frivilligt, og skolens drift er afhængig af donationer fra enkeltpersoner og private organisationer.

Desiree og hendes lærerteam opnår virkelig gode resultater med deres undervisning.
Børn med ordblindhed følger f.eks. et fast læseprogram, og efter at have gennemgået det bliver langt hovedparten i stand til at vende tilbage det det almindelige skolesystem og fortsætte deres skolegang der.
Børn med fysiske handicap får fysioterapeutisk træning, og børn med mentale handicap får lydterapi, så de bliver i stand til at modtage undervisning.

Der er løbende brug for frivillige til at drive Desirees vision videre og støtte hendes arbejde for de udsatte og marginaliserede børn, især fagfolk som fysioterapeuter, talepædagoger, ergoterapeuter, speciallærere, psykologer og pædagoger.

 

Få førstehånds-information fra elever og forældre om det arbejde, som Desiree Alexander gør for børn og unge med fysiske og psykiske handicap i denne artikel fra magasinet The Nation – et Swazi magain om nationsopbygning og udvikling i Swaziland. Bemærk, at skolen i artiklen omtales som Cornerstone Help Centre, men det er den samme som Cornerstone Education Centre.